Kejserindens Gryder fejrer 20 år i branchen
Indehaveren af cateringvirksomheden og frokostleverandøren Kejserindens Gryder i Albertslund, Lone Larsen, kan i denne måned fejre 20 år som selvstændig madleverandør.
Lone Larsen var 39 år, da hun i august 1998 etablerede sin virksomhed. Hun var kantinebestyrer hos Olivetti og blev tilbudt at overtage IT-virksomhedens kantine på hovedkontoret i Ballerup.
Det er siden da vokset til at være en af hovedstadsområdets største leverandører af frokostordninger til virksomheder og af "gourmet-cateringoplevelser" til virksomheder og private. Kejserindens Gryder er i dag en familievirksomhed, som både Lone Larsen, hendes mand Steen Larsen og datteren Bettina Sundstrøm er en aktiv del af.
Allerede kort efter at have overtaget Olivetti-kantinen drev Lone og Steen Larsen kantiner for flere virksomheder på flere lokationer. Det gav dem en stribe værdifulde erfaringer:
- Man skal aldrig være økonomisk afhængig af én kunde, fortæller Lone Larsen med henvisning til, hvordan ægteparret erfarede rådet på den hårde måde, da Olivetti, der dengang stod for 75 procent af omsætningen, måtte opsige samarbejdet, da Olivetti blev købt op.
Ønsket om at udvikle forretningen fik Lone Larsen til at dreje Kejserindens Gryder væk fra kantinedriften og over mod catering og frokostordninger. Siden fulgte en øget interesse for festmad, som I dag fylder cirka halvdelen af forretningen. Virksomheden har i dag 26 medarbejdere og en egenkapital på 2,7 millioner kroner i regnskabsåret 2017.
Selv om Lone Larsen til daglig er ansigtet udadtil som "Kejserinden" i cateringfirmaet, er det husbonden Steen, der står over gryderne derhjemme.
- Jeg laver mad til alle andre hver eneste dag, så når jeg har fri, er der andre, der må tage over, konstaterer Kejserinden.