Konkurrencen om frokostmarkedet strammer til
Finans.dk; af Christian Bundgaard
En række køkkener og cateringvirksomheder er under coronakrisen gået sammen, og har udviklet deres egen platform. Den skal hjælpe med at udbrede de mindre køkkener, så de store ikke løber med hele markedet.
Coronakrisen har ramt frokost- og cateringbranchen hårdt. I takt med at samfundet og dermed landets mange kontorer lukkede ned, var der ikke længere behov for at tilbyde frokost til de ansatte.
Dette har medført en øget konkurrence om kunderne. Med mange selvstændige køkkener, der alle tilbyder mad til virksomheder, betyder det, at flere mellemmandsvirksomheder er gået ind på markedet i ren Netflix-stil med forskellige platforme, der har til formål at skabe overblik over valgmulighederne.
Coronakrisen har fået branchen til at tale sammen, og nu har flere af de selvstændige køkkener skabt et samarbejde om en non-profit platform, som kan tage kampen op mod det, de selv kalder fordyrende mellemled.
»Ambitionen med Forkostoversigten er, at det skal være branchens handelsplatform. Vi vil gerne invitere alle ind,« fortæller Thomas Tranberg, formand for Frokostoversigten
Han fortæller, at de eksisterende platforme på frokostmarkedet tager helt op til 20 pct. af omsætningen fra køkkenerne. Med den nye platform er der ingen mellemled, der tager en andel, da alle køkkenerne ejer Frokostoversigten i forening.
»Jeg er helt overbevist om, at vi kan udkonkurrere de eksisterende platforme. Hvis du forestiller dig at være kunde, vil du så ikke helst sørge for at alle dine penge går til god mad? Og hvis du er køkken, hvor vil du så helst have dine kunder fra? En platform hvor du får 100 pct. af omsætningen, eller en platform hvor du får 80 pct. af omsætningen? Jeg ved godt hvad jeg vælger,« siger Thomas Tranberg.
Frokostoversigten er sat i verden for at gøre det nemmere for virksomhederne og deres medarbejdere at til- og framelde sig frokostordningen på arbejdet, særligt i en tid hvor mange arbejder forskudt. Samtidig er det en måde for køkkenerne at få nye kunder på.
Netop i dag har Meyers ligeledes lanceret deres egen digitale platform for firmafrokost. Det bekymrer dog ikke Thomas Tranberg der oplyser, at Meyers også er velkomne under Frokostoversigten. Han afslutter:
»Vi tror på, at vores digitale samarbejde ikke alene vil få branchen styrket ud af krisen og give leverandørerne mulighed for at tilbageerobre markedet, men også skabe sund konkurrence når digitale løsninger ikke kun er forbeholdt for store virksomheder.«